
Indhold på siden
Foredrag om bogen
Personliste til bogen
Ole Petersens anmeldelse
Torkil Jensens anmeldelse
Foredrag om min bog
"Rygter om kong Christian den 3.
Historisk roman fra Reformationstiden."
Kontakt
Rygter om kong Christian den 3.
Historisk roman fra reformationstiden.
Ufuldstændig personliste ordnet efter familier
1503 - 1559 Christian den 3. fødes i Gottorp, dør i Kolding.
1471 - 1533 Frederik den 1, Christian den 3.s far
1487 – 1514 Dronning Anna af Brandenburg, Christian den 3. mor
1498-1568 Sophie af Pommern, Christian den 3. stedmor
1504 – 1547 Dorothea, Christian den 3. lillesøster. Gift med Albrecht afPreussen
1511-1571 Dorothea af Sachsen-Lauenborg, gift med Christian den 3.
1518 Bryllup mellem hertug Frederik og Sophie af Pommern
1525 Bryllup i Lauenborg mellem hertug Christian og Dorothea af Lauenborg
1526 Bryllup i Königsberg
mellem Albrecht af Preussen og Dorothea af Danmark
1467 – 1559 Søren Smed, Mads Skrivers far, fødes og dør i Ribe,
1467 Gunhild fødes i Ribe, Mads Skrivers mor, Gerdas søster.
1487 Mads Skriver fødes i Ribe.
1453 Mads Skrivers første kone fødes.
1497 Mads Skrivers anden kone Ingeborg fødes
1467 Gerda fødes i Ribe, Karen Kræmmers mor, Gunhilds søster.
1478 -1523 Gunner Kræmmer, Karen Kræmmers far, fødes og dør i Ribe
1503 Karen Kræmmers fødes i Ribe
1478 Søren Bonde, Anders Bondes far, fødes i Hammer herred et fiktivt herredpå Sjælland.
1487 Elisabeth fødes i Hammer Herred, Anders Bondes mor.
1503 Anders Bonde fødes i Hammer Herred
1467 Dorothea Fiskers, Margrethe fiskers mor, fødes på Als.
1467 Rasmus Fisker, Margrethe fiskers far fødes på Als.
1503 Margrethe Fiskers fødes i Stige
1480 Niels Fisker fødes i Stige, nabo til Margrethe Fiskers
1480 Lise Fiskers fødes i Stige, nabo til Margrethe Fiskers
1501 Marie fødes i Stige, Niels og Lises datter
1475 Jens Tømrer, Kasper Tømrers far, fødes i Serridslev nord for København.
1484 Kasper Tømrers mor fødes i Serridslev.
1503 Kasper Tømrer fødes i Serridslev
1470 -1535 Lars Gartner fødes i Serridslev og dør i København,
Jens Tømrers nabo, Ilses far.
1470 -1535 Lars Gartners kone og Ilses mor fødes i Serridslev og dør iKøbenhavn.
1501 Ilse fødes i København, datter af gartnerparret.
1521 Morten Brygger fødes i Stockholm.
Ole Petersens anmeldelse af bogen
Rygter om kong Christian den 3.
Historisk roman fra reformationstiden.
Forfatter: Werner Elof Sørensen.
Udgivet af Forlaget Mellemgaard.
Anmeldt af Ole Petersen, pastor emeritus, Vordingborg
På Vordingborg biblioteks hjemmeside.
Jeg går ud fra, at landets præster er bekendt med hovedtrækkene i reformationens indførelse i Danmark; men hvordan det berørte den ganske almindelige borger i landet, er der nok ikke så mange, der har tænkt over. Det er der imidlertid nu mulighed for!
Tidligere sognepræst på Fyn, i Lumby-Stige Sogne, Werner Elof Sørensen, har med sin historiske roman ”Rygter om kong Christian den 3.”, prøvet at sætte sig ind i, hvordan det enkelte menneske dengang for 500 år siden oplevede de nye lutherske strømninger med evangeliets frihed og retfærdighed, og hvordan det ændrede deres forståelse af Gud og deres syn på hinanden og verden.
Romanens forløb spænder fra år 1503, hvor kong Hans regerer, til kong Christian den 3. dør i 1559. Den er bygget op som en beretning fortalt af kong Christian den 3.’s lærer og sekretær, Mads Skriver. Mads Skriver er altså politiker og handler som mange politikere dengang, men sandelig også nu om dage: Redigerer sin virkelighed, når han kort og knapt beretter om Christian den 3. samt om sig selv, og om de fire personer, han har lært at kende: Kasper Tømrer, Margrethe Fiskers, Anders Bonde og Karen Kræmmers. Når han skriver beretningen om netop disse fire personer, og hvad de udrettede, og hvad der siden skete, er begrundelsen den, at dét, de gjorde, skal inspirere andre.
1500-tallets Danmark kan synes langt væk, meget er sket siden. Så hvorfor gribe tilbage i tiden? Hvem snakker nu om dage ikke om, at det ikke længere er til at følge med? Men set i et dybere perspektiv har vi mennesker og vort miljø grundlæggende ikke ændret sig nævneværdigt.
Ved at gå tilbage til netop reformationstiden peger Werner Elof Sørensen på det afgørende brud med datidens eksistensforståelse. Nu blev der med styrke vist hen til Jesus Kristus som et spejl, hvor man kunne se sine fejl samtidig med, at det lød til én, at vor Herre tilgav disse fejltrin og lod én leve i hans tilgivende kærlighed med ens næste, og det lys er den dag i dag tændt for os her og nu, hvor flere og flere giver udtryk for, at de både føler sig udstødte, rodløse og rådvilde.
I mange år har det tit lydt, at det er lysten der driver værket, og med det menes ofte, at det er begæret efter magt og penge, anerkendelse og sex, der driver udviklingen.
Reformationens budskab fortæller derimod, at det er Guds tilgivende kærlighed, som den enkelte lever i, der driver værket. ”Søg først Guds rige, så skal resten gives dig i tilgift.” siger faderen til én af romanens hovedpersoner, Søren Bonde, inden denne far bliver henrettet.
Det gør Anders Bonde så, og han får både anerkendelse og magt, og tilstrækkeligt med penge til at klare sig selv i et godt familieliv med kone og børn. Men han må kæmpe for det, ligesom de andre hovedpersoner i romanen. Det er dét, romanen drejer sig om. Hvordan almindelige menneskers liv bliver forandret på grund af reformationen. Hvordan tilværelsens mening kan gå op for os, og vi kommer til at leve livet i Guds tilgivende kærlighed med vor næste.
Dette kommer f.eks. frem i følgende samtale i romanen, hvor Anders Bonde siger:
”Jeg vil hellere tjene kong Frederik end kirken.”
Jens Tømrer kikker på Anders.
”Kan du ikke fortælle mere om, hvad kirken har gjort mod dig.”
”Det skal jeg sige jer.”
Anders støder sit krus fra sig.
”Min fars jord var klosterjord. Vi dyrkede den. Men en dag kom prioren forbi. Han syntes, at der kunne blive god græsning for hans kvæg på vore marker. Der var gode priser på kød nede i Tyskland, og han kunne sælge det selv uden at lade byens købmænd tjene på det. Han satte os ud af gården. Min far protesterede og anklagede med rette prioren for hor med min mor. Han blev stævnet for den gejstlige ret. Her blev han idømt en bøde for at fornærme prioren. Bøden var større, end han kunne betale, og han følte sig også uretfærdigt behandlet. Han nægtede at betale. Hvorefter han blev hængt. Min mor og mine søskende er blevet tjenestefolk i klosteret. Min mor sygner langsomt hen i bekymring for min fars sjæl og vore liv. Mine små søskende vil jeg have anbragt hos min farbror Peter Væver, så de kommer uden for priorens magt. Ellers må jeg på anden vis sørge for dem. Uanset hvad prioren har anklaget min far for, tror jeg, at det er Gud, der afgør, om han går fortabt. Det har jeg også fortalt min mor.
Det var meningen, at jeg skulle tjene prioren; men det kunne jeg ikke efter det, der var sket. Derfor flygtede jeg hjemmefra for at komme fri af kirken. Kasper overtalte mig til at søge i hertug Christians tjeneste, fordi han ville reformere kirken. Vi gik sammen hen til Johan Rantzau, så jeg kunne blive landsknægt. Jeg havde hørt, at Johan Rantzau havde været med hertug Christian i Worms og hørt Luther tale pave og kejser midt imod.”
Mads sidder og fumler med sit krus, da han siger:
”Min gamle far i Ribe sagde altid, at jeg ikke skulle gifte mig, før jeg kunne forsvare min familie. Nu har jeg fået så meget magt, så jeg kan gøre det, derfor er jeg en gift mand. Når hertug Christian får sit eget område at regere i, vil han udsprede sin fred til dem, der ikke kan forsvare deres retfærdige sag mod de mægtige. Din familie er blevet overfaldet af prioren. Det skal vi have rettet op på. Jeg vil foreslå, at du, Anders, skal til Wittenberg og studere jura, så du kan forsvare både din egen familie og andre familier under hertugens fred. Der er mange familier, der trænger til det forsvar mod de mægtige.”
Det gør Anders så senere i romanen som lensmand på Sjælland.
Det meget aktuelle spørgsmål om at slå ihjel under en krig drøftes på nogenlunde samme måde, som i det netop anførte længere citat fra bogen – igennem hovedpersonernes samtale:
Kasper Tømrer, en anden af romanens hovedpersoner, kæmper som professionel søkriger under Christian den 2.’s admiral, Søren Norby, i Sverige med disse spørgsmål. Hvordan kunne han være sikker på, at han handlede rigtigt og ikke bare fulgte en ordre om at slå ihjel?
I romanen siger han:
”Jeg tror, Luther var i Helvedes forgård i Worms.
Jeg ville gerne have det mod, Luther havde i Worms bare nogle gange, men helst altid”
Mads lægger sin hånd på Kaspers arm.
”Det mod får du, når du beder vor Herre om at frelse dig fra synd, død og Djævel.”
Kasper kikker sig omkring i sit barndomshjem.
”Hvordan kan vi være sikre på, at det er Guds vilje at bryde Serridslev ned for at lave skanser, så vi kan erobre København?”
”Vi kan ikke være sikre på noget som helst Kasper. Kun på vor Herre, Jesus Kristus. Når vi lever i Hans Ånd, kan vi bruge al vor kraft på at elske Gud og næsten som os selv, så er vi Guds Ord til menneskene.”
”Også når vi slår andre mennesker ihjel i krig?”
På denne måde fører bogens forfatter læseren ind i de spændinger i hverdagen, hvor der kæmpes med spørgsmålet om, hvordan vi skal leve et ganske almindeligt kristent liv. Så kan det da godt være, at det spørgsmål ikke stilles så ofte nu om dage som dengang, for i det store og hele går det jo alt sammen meget godt, som det går. Skulle der komme en krig eller en epidemi, så finder samfundets ledere og videnskaben nok på en vej ud af krisen. Før reformationen var tankegangen lidt den samme: Hvis bare man gjorde som kirken med paven i spidsen sagde, så skulle det nok gå alt sammen. Det med Gud, det havde man folk til, nemlig præsterne. Så kunne man selv lade lysten drive værket – når bare det fik lidt kristelig fernis.
Andre steder i romanen behandles dét med at bryde sin ed, altså holde ord. Selv om ingen af os bryder os om kontraktbrud, hvem fristes så ikke tit til at snige sig uden om eller springe over, hvor gærdet er lavest? Det gælder i privatlivet. Det gælder i den offentlige sektor. Det gælder i den økonomiske og i den politiske verden. Det gælder … Det er nemmere at få tilgivelse end tilladelse, kan man høre sige i politiske kredse. Her er der en rest af kristen tankegang tilbage, der minder om afladshandelen før reformationen. Dengang blandede man den værdslige kongemagt og den gejstlige pavemagt sammen. Det gav op gennem middelalderen frem til reformationen en masse stridigheder. Når et menneske havde syndet mod Gud, så var han/hun bange for at gå fortabt. Ikke kun for at blive tilintetgjort efter døden, så han/hun ikke mærkede noget. Men bange for at blive pint og plaget til evig tid i Helvede. Det var en god forretning for kirken at eftergive straffe i skærsilden mod betaling, f.eks. i form af afladsbreve. Med reformationen blev der sat en stopper for dette ved at sige, at enhver kan blive frelst gratis ved tro på Jesus Kristus. Med reformationen blev frelsen fra død og pine og helvedes kvaler ikke længere et politisk spørgsmål, kirken kunne tjene penge på, men et personligt spørgsmål mellem den enkelte og vor Herre.
I et videre perspektiv kan man i reformationen se, hvordan et menneske, der var fordømt af kirken som en synder, og dermed udelukket af samfundet, kunne lempes ind igen. I vore dage er det også hårdt at blive kaldt en forbryder og en social bedrager. I vore dage har vi psykologer og socialrådgivere, der forsøger at lempe folk ind i samfundet igen, med større eller mindre held, men ligesom før reformationen for gode ord og betaling.
Forløsningen kommer når den enkelte har tillid til budskabet om, at alle hans/hendes synder er tilgivet ganske gratis for Jesu Kristi skyld.
Både dengang og nu handler vor Herre her direkte uden om de politiske og sociale magthavere.
Også nutidens ”Me too”-tid og kønnenes kamp mod hinanden drages ind i bogen ”Rygter om kong Christian den 3.”. De to kvindelige hovedpersoner, Margrethe Fiskers og Karen Kræmmers kæmper for at få lov til at leve i et familieliv, hvor det er kærligheden mellem dem og deres mænd der er det afgørende og ikke alle mulige forsøg på at få dem væk fra denne trofaste kærlighed. De kæmper for selv at bestemme, hvem de vil giftes med, og for at få lov til at være trofast mod den de er gift med. Det viser sig at være ikke uden problemer.
Margrethe Fiskers mor, giver f.eks. sin datter det råd, at hun skal gifte sig med en, der kan forsvare deres ægteskab. Det kan være svært i et samfund, hvor nogle få har stor magt over de mange. Margrethe Fisker finder løsninger på problemet, indtil dén, hun vil giftes med, dukker op. Sammen med Kasper Tømrer får hun et godt familieliv, der giver dem ro til at kæmpe for reformationen på den måde, de synes den skal udvikle sig på.
Karen Kræmmer ser ud til at have tabt sin kamp for kærligheden, for hendes far og mor gør den fejl at betro hende til en præst, som de nok ikke skulle have betroet hende til. Men Anders Bonde, hvem jeg tidligere har omtalt, og som selv har mødt de helliges hykleri i sin barndom, redder hende.
Fra forskellige synsvinkler og fra beskrivelser fra forskellige landsdele – et område nord for Odense, egnen nord for København og fra Ribe og et fiktivt Hammer herred – giver Werner Elof Sørensen sin læser et imponerende bredt tidsbillede af Danmark i første halvdel af 1500-tallet, der virker ægte og overbevisende, hvilket tyder på, at der må have ligget et stort researcharbejde forud for romanens tilblivelse. Vi tages bl.a. med til det stockholmske blodbad; følger den danske søofficer Søren Norby i sin kamp på kong Christian den 2.’s side mod Sverige og Lübeck; om forholdene i Sønderjylland, hvor hertug Christian er stærkt påvirket af Luthers forståelse af, hvad der er kristendom og forsøger af gennemføre reformer og øger dermed både de politiske og religiøse spændinger i landet. I 1536, hvor borgerkrigen i Danmark er ved at være forbi, bringes vi med til belejringen af København, byens overgivelse så kong Christian den. 3. endelig kan regere over hele Danmark og gennemføre reformationen efter Luthers tanker. Eller sker det efter Luthers tanker? Lykkedes det kong Christian den 3. at skille kirke og stat ad? Greb han ikke selv så meget ind i kirkens forståelse af sig selv, så han kan anses som en protestantisk pave?
Ud over at skrive en historisk roman, hvor evangeliet set ud fra et evangelist-luthersk synspunkt kommer tydeligt til udtryk, forekommer det mig, at bogens forfatter også vil minde os i nutiden om, at der ikke findes en objektiv historisk sandhed. Dette forledes vi ellers tit til at tro, og dagspressen er alt for ofte med til at give os denne opfattelse af virkeligheden. Men, synes Werner Elof Sørensen at ville sige, alt i tilværelsen ses og fornemmes igennem den enkeltes tolkning af dét, han/hun oplever og høreri ansvar overfor hvem, han/hun tror på. Det er vel også derfor, at bogens titel er ”Rygter om … ” – for er dét, vi ved om hinanden, ikke alt sammen rygter – også dét om kong Christian den 3. – selv om nogle rygter er bedre underbygget end andre?
Historiesynet kommer også til udtryk i den måde, romanen er skrevet på. Her foreligger ikke nogen psykologisk analyse af de i romanen beskrevne personer, hvor forfatteren ”trænger ind” i personernes indre; men læseren hører, hvad de siger, og får fortalt, hvad de gør, og så må man som læser selv tolke. Som jeg forstår det, vil forfatteren hermed advarende sige til sin samtid: Ingen kan ”gå ind i” et andet menneske og gengive præcist, hvad dette menneske tror, tænker, føler. Det kommer an på din tolkning!
For enhver med interesse for historie for at se perspektiver i nutidens måde at tænke og leve på, kan der om bogen ”Rygter om kong Christian den 3.” kun siges: Læs den!
Ole Petersen, pastor emeritus, Vordingborg.
Rygter om kong Christian den 3.
Historiskroman fra reformationstiden
"At lave et fiktivt, skønlitterært værk bundet op på faktiskebegivenheder kræver, at man holder tungen lige i munden. Det er faktisklykkedes meget godt for Werner Sørensen med romanen ”Rygter om Christian den3.”"
Titel:Rygter om kong Christian den 3.
Forfatter:Werner Elof Sørensen
Udgivet af:Forlaget Mellemgaard 2022
Anmelder:Sognepræst Torkil Jensen
På Fyns Stifts hjemmeside.
I København neden under Østerbros og Nørrebros lange husrækker findes på etukendt sted resterne af landsbyen Serridslev.
Den nævnes på den første side i Johannes V. Jensens roman ”Kongens Fald.”
Og den nævnes på de første sider af Werner Elof Sørensens roman ”Rygter omkong Christian den 3.”
Her hører ligheden nok også op. Men det har næppe heller været WernerSørensens ambition at overgå Johannes V. Jensen. Mindre kan da unægteligt ogsågøre det. Til fælles har de i hvert fald også engagementet i Danmarkshistorieni den første halvdel af 1500-tallet.
Der er begivenheder og epoker i Danmarkshistorien, der til alle tider harpåkaldt sig særlig opmærksomhed i litteraturen.
En af dem er netop reformationstiden. Det er der nu kommet endnu en bog udaf. Lidt post festum efter Lutheråret 2017, men til gengæld i god tid inden viskal fejre det danske reformationsjubilæum i 2036.
At lave et fiktivt, skønlitterært værk bundet op på faktiske begivenhederkræver, at man holder tungen lige i munden. Det er faktisk lykkedes meget godtfor Werner Sørensen med romanen ”Rygter om Christian den 3.” Det kan nemligellers meget let og hurtigt blive meget søgt og tåkrummende, når personertilfældigvis dukker op eller forsvinder på de rigtige steder på de rigtigetidspunkter.
Sådan føles det ikke, når man følger personerne i romanen. Måske har WernerSørensens gamle pastorat i Stige og Lumby fået lidt større placering iDanmarkshistorien, end disse byer har krav på, men det fungerer faktisk ihandlingen. Lidt mere mystisk er oprettelsen af Hammer Herred som luthersk. Herville det måske have været bedre at vælge et helt fiktivt navn.
Vi følger begivenhederne omkring Mads Skriver, der er romanens fortællergennem et fundet manuskript. Et godt kendt kneb i litteraturen for eksempel fraSøren Kierkegaard. Man skal lige bruge lidt tid på at finde ud af opbygningen,for kapitlernes overskrifter er årstal, og de er ikke altid kronologiske, nåren ny begivenhed eller person skal introduceres. Men fortsæt læsningen – detbelønnes!
Der er masser af vitaminer i bogen, - og også masser af hormoner. Uden atder af den grund er noget for husarerne, får man et indtryk af en datidigkønsmoral, der godt kan komme bag på læseren og ret jævnligt får lov til atstyre handlinger og personer. ”Milde kvinder, hvor har de magt”, for nu atkomme omkring Jensen en sidste gang. Ikke mindst lensmanden Oluf Rundholm harsvært ved at se et skørt uden at forsøge at løfte det. Og sex før ægteskabet ermere reglen end undtagelsen.
En anmeldelse burde måske præsentere hovedpersonerne mere udførligt. Kasperog Anders forlader deres trygge base for henholdsvis at repræsentere dengejstlige og den verdslige magt i Hammer Herred ”et sted syd for Ringsted” Herfår beboerne gode vilkår, og nabolenene bliver misundelige. Oprøret omkringChristiern den 2. og det stockholmske blodbad kommer romanen fint omkring. Detsamme gælder 15 år senere Grevens Fejde, hvor det kan være svært at holde redepå, hvem der er de gode og hvem der er de onde. Det er ikke romanens skyld.Detersvært.
Udgangen på det hele bliver som bekendt at Christian den 3. der hidtil harværet hertug i Slesvig og Holsten bliver dansk konge. Det kom bag på mig, athans magtovertagelse i romanen betegnes som et statskup. Det må blive ved det.Romanen er bestemt læseværdig, og man kommer til at leve med figurerne imedgang og modgang.
Et ønske kunne have været en bedre korrekturlæsning. Visse afsnit bærer prægaf at være skrevet i en sådan hast, at kommaerne er kommet bag efter uden atvære nået frem. Navnlig virker det forstyrrende, at komma foran tiltalenavnemangler rigtig mange steder, en mangel, der dog ikke er gennemført konsekvent.Det samme gælder for citationstegnene omkring direkte tale. Det er rent ud sagtirriterende. Det er måske ikke tilfældigt at korrekturlæserne takkes særligt ibogens kolofon. Forfatteren har nok en anelse om, at de har været på arbejde.Måske de skulle have taget den en gang til for kong Christian.
Når det er sagt må man have respekt for Werner Sørensens store arbejde medsin debutroman. Når man først har fundet ud af opbygningen og lært personerneat kende, er det let at lade sig rive med.
Romanen præsenteres som Werner Elof Sørensens debutroman. Det kan man måskegodt fornemme, men der er al mulig grund til at opfordre den pensioneredesognepræst til at tage fat i den svære toer.